Corte dei Granai er et lille boutiquehotel med masser af historie og atmosfære. Hotellet ligger midt i den hyggelige by Maglie og er indrettet i en smukt restaureret herregård fra 1600-tallet, hvor de originale detaljer er bevaret med stor respekt for bygningens historie. De lyse facader, den karakteristiske Lecce-sten og den rolige gårdhave skaber en stemning, som gør det let at falde ned i tempo og nyde ferien.
Midt i gårdhaven finder du hotellets opvarmede swimmingpool, som er omgivet af en mindre solterrasse med liggestole. Her kan du slappe af mellem dagens udflugter eller nyde en rolig eftermiddag med en god bog. Den indre gårdhave fungerer som hotellets naturlige samlingspunkt, hvor morgenmaden serveres, og hvor du kan nyde en kop kaffe eller et glas vin i de lune aftentimer.
Hotellet har også en tagterrasse med siddepladser, hyggelige fællesområder og et mindre wellnessområde med spa, som giver mulighed for ekstra afslapning under opholdet. Selvom Corte dei Granai ligger midt i byen, opleves hotellet som en lille fredelig oase bag de historiske mure.
Oplev Salento med Maglie som udgangspunkt
Maglie ligger centralt på Salento-halvøen og er et oplagt udgangspunkt, hvis du gerne vil opleve både Adriaterhavet og Det Ioniske Hav. Byen har et levende centrum med caféer, restauranter, specialbutikker og supermarkeder, så du har alt inden for kort gåafstand.
Fra hotellet når du Otranto på omkring 20 minutter. Byen er kendt for sin hyggelige havn, den historiske gamle bydel og det klare vand langs Adriaterhavets kyst. Mod vest ligger Gallipoli med sin stemningsfulde gamle bydel på en lille ø, mens Santa Maria di Leuca markerer Salentos sydligste punkt, hvor de to have mødes.
Lecce ligger godt en halv times kørsel fra hotellet og er kendt som “Syditaliens Firenze” på grund af den imponerende barokarkitektur og de mange smukke bygninger i den karakteristiske Lecce-sten. Hotellets placering gør det samtidig nemt at udforske resten af Apulien, hvad enten du er til kultur, gastronomi eller afslappende dage ved havet.
Indretningen af Corte dei Granai
Corte dei Granai råder over 16 værelser og suiter, som alle er indrettet i de tidligere kornmagasiner omkring den historiske gårdhave. Hvert værelse har sin egen indretning, men fælles for dem alle er de smukke hvælvede lofter, de kraftige stenvægge i Lecce-sten og den rolige atmosfære, som præger hele hotellet.
Alle værelser har eget badeværelse samt aircondition, Wi-Fi, minibar, værdiboks og TV. Flere af suiterne er desuden udstyret med privat spabad, hvilket gør dem særligt velegnede til en romantisk ferie for to.
Ud over værelserne har hotellet en morgenmadsrestaurant, loungeområder, en hyggelig taverna og et mødelokale, som også benyttes til mindre arrangementer. De fælles faciliteter er indrettet med respekt for bygningens historie, samtidig med at komforten lever op til moderne forventninger.
Corte dei Granai er et oplagt valg, hvis du ønsker et hotel med personlighed og historie frem for et traditionelt feriehotel. Her bor du centralt i Salento med kort afstand til områdets største oplevelser, samtidig med at du kan vende tilbage til rolige omgivelser, når dagens udflugter er slut.



Følg os på de sociale medier