Bag den smukke by Imperia, lidt oppe i bjergene, ligger Agriturismo Le Mimose med en smuk udsigt over bjergene og havet i det fjerne.
Du får ikke den vildeste luksus, til gengæld får du den smukkeste udsigt på et lille hyggeligt agriturismo, hvor poolen danner de perfekte rammer om en hyggelig familieferie.
I bakkerne bag Imperia, kun ca. 3 km fra havet, ligger Agriturismo le Mimose. Blandt oliventræer og mimoser finder du to huse med kun 10 lejligheder i alt og en fælles pool med udsigt over bjergene og havet i det fjerne.
Det vil være en god ide at ankomme i bil. Der er stejlt på den lille asfaltvej, der fører herop fra Imperia. Der er omkring 3 km. ned til havet og stranden og ca. 1,5 km. til det nærmeste supermarked og restaurant. Du skal vælge le Mimose fordi du gerne vil bo fredeligt og lidt afsidesliggende med alt hvad det indebærer.
En anden god grund til at have en bil med, er de mange udflugtsmuligheder i Ligurien. Denne kyststrækning kaldes også den Italienske Riveria, og naturligvis finder du her en lang række smukke strande, som kun er adskilt af bjergene der af og til når helt ned til havet.
Du finder også en perlerække af hyggelige byer, mange med et hyggeligt, historisk centrum med restauranter, caféer og barer. Du kan enten køre vestpå og ramme San Remo, Monaco og Nice i Frankrig, eller østpå mod Genova og de hyggelige små byer på østsiden af Genova.
Indretningen af lejlighederne på Agriturismo Le Mimose
Der er tre typer af lejligheder, alle i sin egen form, da bygningerne er af ældre dato.
En to-værelses lejlighed til 4 personer på ca. 28 kvm med badeværelse, opholdsstue med tekøkken og mulighed for dobbelt sovesofa, soveværelse med dobbeltseng eller to enkeltsenge. Visse af lejlighederne har en køjeseng i dobbeltværelset. Der er også to lejligheder, hvor soveværelset ikke har et vindue.
En tre-værelses lejlighed til 6 personer på ca. 42 kvm med badeværelse, opholdsstue med tekøkken og sovesofa (eller køjeseng), 1 soveværelse med dobbeltseng og et andet lille soveværelse med 2 enkeltsenge. Der er lidt forskellige variationer i lejlighedernes udformning og udstyr. Visse af lejlighederne har også en lille soveværelse uden vindue.
En fire-værelses lejlighed til 6 personer på ca. 50 kvm med 3 soveværelser med dobbeltsenge eller 2 enkeltsenge, 2 badeværelser og opholdsstue med tekøkken.
Bemærk at soveværelserne er ret små, det ses også af kvm størrelserne af lejlighederne. Men så er det jo godt, at det meste af ferien foregår udendørs – og der hører et privat område til hver lejlighed (ikke afskærmet).
Følg os på de sociale medier