Lejlighederne på Villa Casale
Bo i din egen lejlighed med mulighed for selv at tilberede lette måltider, som du kan nyde på din private terrasse i grønne omgivelser (de fleste af lejlighederne har tilmed havudsigt). Lejlighederne ligger enten spredt rundt i den dejlige have eller i hovedbygningen. De er pænt men enkelt indrettede i, hvad man må kalde en typisk syditaliensk stil. Hvad vigtigere er, at terrassen er møbleret med bord og stole, for det er nok her, du kommer til at opholde dig det meste af tiden. Når du kommer hjem fra en slentretur i Ravello eller en dag med udflugter på Amalfikysten, står terrassen klar til at du kan nyde et glas vin (vinen sørger den dog ikke for, så husk selv at købe).
Som noget sjældent i Italien, skal lejlighederne ikke lejes for en hel uge ad gangen, her er kun et minimum på 3 nætter, hvilket gør det oplagt at kombinere f.eks. tre dage i Ravello med et par dage i den spændende storby Napoli. En sådan kombination ville være mest oplagt i for- og sensommer, hvor temperaturen i Napoli er behageligst (for ikke at sige til at holde ud!).
Bemærk, at der kun er wi-fi i området ved lobbyen, og altså ikke i lejlighederne.
Ravello – musikkens by
Du skal glæde dig til at opleve La Città della Musica, musikkens by, som den hedder på Italiensk. Ravello er hvert år i begyndelsen af juli vært for en klassisk musikfestival til ære for komponisten Wagner. Er du til klassisk musik fås det ikke meget smukkere, med den vanvittigt smukke udsigt over bjergene og havet som kulisse.
I det hele taget er Ravello vel nok Amalfikystens mest eksklusive destination. Det er en fornem og lækker by med hoteller i den dyrere ende, og butikkerne er derefter. Her er altså mulighed for en seriøs omgang shopping. Hvis du selv vil lave mad i lejligheden, er her også indkøbsmuligheder i form af nogle købmandsbutikker. For et egentligt supermarked, skal du en tur til Maiori en halv times kørsel fra Ravello.
Udflugter fra Ravello
Det er forholdsvis nemt at komme rundt til Amalfikystens mange hyggelige byer. Der er velfungerende offentlige busser, der kører mellem Ravello og Amalfi, samt Maori, Amalfi, Positano og helt til Sorrento og Salerno. Der er trangt på vejene i sommermånederne, så busplanen er ikke altid helt pålidelig. Tag turen med tålmodighed, og glæd dig over udsigten i stedet, for den er med dig hele vejen. Det lækre alternativ er at tage kystbådene, der stopper i alle de større byer på Amalfikysten, og som sejler helt til Salerno, Sorrento og endda Napoli. Det er nemmere og langt mere behageligt, hvis altså havet er roligt.
Godt at vide om Ravello
Du kan godt leje en bil og køre til Ravello, men den snævre bjergvej og mangelfulde/dyre parkering taler imod. Selve Ravello er heller ikke en bilvenlig by, så sarte sjæle vil ikke bryde sig om at køre rundt her. Tag i stedet bussen eller en taxi fra en af byerne nede ved kysten. Bemærk, at det er ikke muligt at køre helt hen til Villa Casale. Du kan dog forudbestille, at baggagen bliver afhentet, der hvor du bliver sat af og bragt helt hen til din lejlighed. Det er selvfølgelig også muligt, helt på arbejderklassemanér, at bære sin egen bagage. Der er lidt trapper hist og her, men kufferten kan rulles det meste af vejen.
Hvis du alligevel har bil med, er der selvfølgelig mulighed for parkering, hvis du er parat til at betale for den. Der er fire muligheder for parkering: du kan betale for hotellets egen aflåste parkering med valet-service til ca. €20 i døgnet, et parkeringshus til omkring 24€ i døgnet, parkering på gaden (hvis du kan finde en plads) til 3-5€ i timen eller den gratis mulighed, som er at parkere på hovedvejen en kilometer fra byens centrale plads. Priserne er vejledende.
Følg os på de sociale medier