Aktiviteter i Toscana: Ballonflyvning under åben himmel

Tekst og fotos: Jesper Storgaard Jensen

Guderne må vide, hvilke højtravende fantasier og drømme de franske brødre Etienne og Joseph Mongolfier havde, da de en junidag i 1783, i overværelse af den franske solkonge Luigi d. 14. og hans hustru Maria Antonietta, for første gang nogensinde lod passagerer stige til vejrs med en luftballon. Var det mon lysten til at hæve sig fra jorden, en intellektuel og teknisk udfordring eller simpelthen ganske almindelig nysgerrighed efter at se, hvorledes vor klode så ud fra oven? Uanset hvilket svar, der er det rigtige, så er det d’herre Mongolfiers skyld, at min mobiltelefon en tidlig sommermorgen spolerer min gode nattesøvn, da den med sin hidsige ringetone vækker mig kl. 5.30.

Udenfor er der køligt, mørkt og nattefugtigt, og morgendisen ligger som et tykt tæppe hen over markerne. Køreturen gennem den toscanske by Tavarnelle foregår i ensom majestæt. Bilens lyskegler skærer sig vej gennem det morgendisede landskab, og først efter at jeg har spurgt en ensom politipatrulje om vej, lykkes det mig at finde den noget afsidesliggende markvej, hvorfra jeg inden længe vil få min debut som passager i en luftballon. Få minutter senere dukker der to biler med trailers op og derefter de øvrige passagerer. Morgendisen er langsomt begyndt at lette, og de to ballonskippere og deres mandskab begynder at rigge luftballonerne til.

Flyvende kreaturer

I 1783 var brødrenes Molgolfiers første passagerer en høne, et får og en and, der således med rette kunne kaldes forsøgsdyr. Forsøget gik imidlertid efter planen, og de flyvende kreaturer skrev sig således ind i luftfartshistorien efter at have tilbagelagt en strækning på ca. tre kilometer. En flyvetur der efter sigende fremkaldte jubelscener hos en større folkemængde.

Denne sommermorgen, knap 225 år senere, er der ingen dyr med i kurven. Jeg har derimod selskab af ballonskipper Pascal Goldschmidt, samt to canadiske turister, der befinder sig i Toscana i forbindelse med et større canadisk-italiensk familiemøde. Klargørelsen af de to balloner går hurtig. Ballonerne trækkes ud af trailerne og rulles ud, gas-apparaturet placeres i den rigtige position, hvorefter det begynder at spy propangas op i ballonerne, der langsomt begynder at folde sig ud til fuld størrelse.

Da vi hopper om bord, er vor ballon endnu ikke fuldt ud flyveklar. Det bliver den imidlertid få minutter senere, da vi med et let ryk slipper jorden. Opstigningen foregår relativt hurtigt, og snart antager mandskabet nede på jorden en størrelse af små prikker. Ens første indskydelse er at læne sig let ud over kurvens kant og kikke ned mod jorden. Man finder imidlertid hurtigt ud af, at det ikke er nogen god idé. Medmindre man altså godt kan lide fornemmelsen af en øjeblikkelig opstigen af sit maveindhold.

Den anden ballonskipper, Stefano Travaglia, havde på forhånd advaret om, at sigtbarheden den morgen ikke ville være den allerbedste på grund af disen. Og ganske vist er der stadig morgendis umiddelbart efter vor opstigen, men det tager bestemt ikke noget fra vor æstetiske oplevelse. Ens første følelse er forbløffelse, blandet med nydelse og lysten til at fylde øjnene med landskabet nedenfor.

Kort tid efter vor opstigen præsenteres vi for turens (og naturens) først klimaks. Langt derude i horisonten kommer den til syne, som en tynd rød streg. Ganske langsomt begynder dens stråler at male Chiantis landskab i orange og røde nuancer. Den røde streg begynder imidlertid hurtigt at antage form af en opstigende ildrød sol, der lidt efter lidt starter sin klatretur op ad horisontens mur. Samtidig synes dette ”mirakel” at have en nærmest hypnotiserende effekt på vore pupiller. Mine canadiske medpassagerer er, om man så må sige, himmelhenrykte og udbryder, ”Now, look at that” og “Wauv, that’s fantastic”, og de har ret. Solens stråler tager langsomt til i intensitet, og som den lidt efter lidt skærer sig vej gennem morgendisen oplyses Chiantis blødt bakkede landskab nedenfor os mere og mere. Imens knipser vi hver især løs på de digitale kameraer for at udødeliggøre dette magiske øjeblik.

Sikkerheden i top

Under et forsøg på at krydse den engelske kanal i juni 1785 måtte ovennævnte de Rozier på tragisk vis lade livet. Det skete, da hans luftballon efter blot en halv times flyvning eksploderede. Således har historiebøgerne halvironisk noteret, at ”de Rozier blev det første menneske, der fløj med en luftballon og ligeledes det første menneske, der måtte lade livet pga. samme transportmiddel”.

Under turen strejfer ens tanker uvægerligt spørgsmålet om sikkerhed. Kan noget gå galt? Ballonskipper Goldschmidt forklarer, at han har fløjet ballon i over ti år, og at han aldrig har været ude for en ulykke. Han forklarer videre, at nutidens balloner er så sikre, at uheld er yderst sjældne. Ballonhylstret er fremstillet af meget tyndt, rivefast nylon. Den nederste del af ballonen er fremstillet af materialet Nomex, der ikke er brandbart, og i toppen af ballonen er placeret en ventil, der kan åbnes, således at den varme luft kan lukkes ud. Denne øgede sikkerhed er formentlig en af årsagerne til, at flyvning med luftballoner i disse år oplever en sand revival i Italien.

Under et forsøg på at krydse den engelske kanal i juni 1785 måtte ovennævnte de Rozier på tragisk vis lade livet. Det skete, da hans luftballon efter blot en halv times flyvning eksploderede. Således har historiebøgerne halvironisk noteret, at ”de Rozier blev det første menneske, der fløj med en luftballon og ligeledes det første menneske, der måtte lade livet pga. samme transportmiddel”.

Under turen strejfer ens tanker uvægerligt spørgsmålet om sikkerhed. Kan noget gå galt? Ballonskipper Goldschmidt forklarer, at han har fløjet ballon i over ti år, og at han aldrig har været ude for en ulykke. Han forklarer videre, at nutidens balloner er så sikre, at uheld er yderst sjældne. Ballonhylstret er fremstillet af meget tyndt, rivefast nylon. Den nederste del af ballonen er fremstillet af materialet Nomex, der ikke er brandbart, og i toppen af ballonen er placeret en ventil, der kan åbnes, således at den varme luft kan lukkes ud. Denne øgede sikkerhed er formentlig en af årsagerne til, at flyvning med luftballoner i disse år oplever en sand revival i Italien.

Excentriske personligheder

Luftfartshistorien er spækket med enestående fortællinger om excentriske personligheder og deres utrolige ballonflyvninger. Tag fx schweizeren Bertrand Piccard og englænderen Brian Jones. I 1999 foretog de en rekordlang flyvning jordkloden rundt, hvor de med start fra de schweiziske alper tilbagelagde knap 37.000 km. på lidt under 18 dage.

Denne sommermorgen har vi imidlertid ingen synderlig grund til at føle os hverken mere eller mindre excentriske. Da vor ballonskipper efter ca. 45 minutters flyvning siger, at han nu begynder at søge efter et egnet landingssted, har vi grundet den milde vind blot bevæget os 12 km. i sydlig retning.

Langsomt begynder vi at tabe højde. Landskabet kommer tættere på. Vi glider lydløst nedad, blot 10-15 meter over en samling trætoppe, hvorefter skipper beder os om at holde godt fast i kurven med begge hænder. Vor landingsbane, i form af en tilfældig mark, nærmer sig nu faretruende.

Kurven rammer jorden sideværts med et hårdt bump. Trods vor beskedne fart bliver vi slæbt 10-15 meter hen ad marken, inden ballon med kurv står helt stille. Turens potentielt mest dramatiske øjeblik er vel overstået. Skipper giver tegn til, at vi nu kan hoppe ud af kurven. Efter fem minutter dukker servicebilen op, og sammen begynder ballonskipper og hans hjælper at lukke luften ud af ballonen for derefter omhyggeligt at rulle den sammen.

Jeg sludrer med mine canadiske medflyvere om dagens himmelske oplevelse, og vor begejstring er så stor, at selv om vi nu har fået fast grund under fødderne, føler vi os i den grad høje.

Spumante til alle

Historiebøgerne angiver ikke noget om, hvor mange liter champagne og spumante, der i tidens løb er blevet indtaget i forbindelse med succesfulde ballonflyvninger. Det betyder imidlertid ikke noget denne sommermorgen, for når man flyver med ”Balloon in Tuscany”, vil traditionen, at ballonpassagerer og crew efter endt flyvning sammen spiser et solidt morgenmåltid. Det består bl.a. af egnens lokale skinker, salamier mv., der har fornemt selskab af en god spumante.

Vi forlader vor landingsmark med servicebilen og begiver os i retning af en cafe i en lille landsby, hvor morgenmaden skal indtages. Her møders vi med passagererne fra den anden ballon – et midaldrende turistpar fra Manchester – og med deres ballonskipper, Stefano Travaglia, der med sympatiske verdensmandsattituder begynder at fortælle anekdoter om sine i alt 20 år som ballonskipper.

Canadierne og Manchester-parret er enige om, at turen var ”so fantastic”. Jeg lytter til skipper Travaglias historier og næsten videnskabelige redegørelser for sikkerheden ved nutidens balloner. Klokken har lige akkurat passeret ti, og jeg har allerede gjort et betydeligt indhug i den toscanske landskinke samt indtaget adskillige glas spumante. Intet under, at jeg har en behagelig, snurrende følelse af, at dagen har fået en flyvende start.

Læs mere om ballonflyvningerne i Toscana på https://www.balloonintuscany.com/