Sådan kommer du til Rom fra lufthavnen

Vi er rigtig mange, som flyver til Rom, når vi skal holde ferie i Italien. Rom er i sig selv en af verdens smukkeste og mest spændende byer. Men hvordan er det nu lige med transporten til og fra Roms lufthavne?

Hvad er det lige en taxa koster fra Roms lufthavne til centrum?

Find svaret her!

Du bliver aldrig færdig med Rom. Det historiske centrum er enormt, men samtidig føles Rom ikke som en stresset storby; nogen har kaldt Rom for verdens største landsby. Her er simpelthen mere af alt. Du kan roligt opgive at besøge alle museer på en uge, for slet ikke at tale om de over 10.000 spisesteder, og shoppingen er ikke bedre i nogen anden italiensk by. Rom er også en af de byer, du kan nyde året rundt, for hver måned har sin charme.

Roms to lufthavne: Fiumicino og Ciampino

Rom er så stor en destination, at der er plads til to lufthavne. Den største af dem hedder Fiumicino, men den er også kendt som Leonardo da Vinci, og det navn har de fleste nok lettere ved at huske. Det er Italiens travleste lufthavn, og næsten alle fly fra Danmark lander her. Den mindre hedder Ciampino, og ingen bruger vist dens andet navn, Giovan Battista Pastine, en lidet kendt luftskibskaptajn fra begyndelsen af nittenhundredetallet. Det eneste selskab af betydning, som flyver til og fra Ciampino, er Ryanair.

Fordelene ved Ciampino er, at den ligger meget tættere på centrum end Fiumicino. Dette betyder, at transporten til centrum både er billigere og hurtigere. Det betyder også, at bagagen som regel kommer hurtigere, og at du har lettere ved at finde rundt.

Transfer med tog fra Rom Fiumicino

I mange år tog langt de fleste besøgende toget fra Fiumicino til Roms hovedbanegård Stazione Termini. Det var så let, for der gik et direkte tog. Toget kaldet Leonardo Express findes stadig, og det kører med korte mellemrum, men det har ikke så mange kunder i dag. Det skyldes, at prisen er meget høj i forhold til de andre transportmuligheder. Billetten koster nemlig hele 14 € (og hvis du kommer til at købe den i kiosken og ikke det officielle billetsalg, så koster den 16 €). Har du mindre børn med, er det måske værd at overveje, for børn under 10 år rejser gratis. Og så tager turen kun 32 minutter. i

Hvis du skal til Trastevere eller området omkring Campo de’ Fiori, kan du overveje at tage det almindelige tog og stå af på Stazione Trastevere. Billetten hertil koster 7,50 €. Fra Stazione Trastevere kan du tage sporvognen linje 8 videre (1,50 €), for den kører gennem Trastevere, forbi den gamle ghetto og ender ved Torre Argentina.

Hvis du skal til nogle af de andre større italienske byer, så går der fra Fiumicino direkte hurtigtog til bl.a. Napoli i Campania (fx. for at komme til Amalfikysten) eller Firenze eller andre steder i Toscana. Nogle af afgangene afgår kun fra Stazione Termini, men check på de Italienske statsbaner for billetter og afgangstider.

Agriturismo le Querciole Toscana

Vidunderlig udsigt, aircondition, pool, børnepool og kort gåtur til en lille by. Behøver vi at sige mere, end velkommen til Agriturismo le Querciole?

Pris pr. nat fra617,- VÆLG

Transfer med bus fra Fiumicino

Der findes hele fire busselskaber, som konkurrerer om kunderne, så priserne altid holdes lave:

SIT Bus Shuttle kører over Vatikanet til Stazione Termini

Tambus kører over Stazione Ostiense til Stazione Termini

Terravision kører direkte til Stazione Termini

Rome Airport Bus kører direkte til Stazione Termini

Prisen ligger for tiden (februar 2019) på 6-7 € for en enkeltbillet, og flere af selskaberne giver rabat ved køb af returbillet. Alle fire selskaber kører fra samme sted. Når du kommer ud i ankomsthallen, skal du gå til højre et par hundrede meter, så finder du dem. De sælger alle fire både billetter inde i ankomsthallen, fra boder nede ved deres holdeplads og direkte ved døren til bussen. Ofte kan du bare stille dig ned ved holdepladsen og se, hvilken bus der kører først. Hvis der er trængsel, har de passagerer, som har købt billetten i en af boderne imidlertid prioriteret adgang til bussen. Det bedste vil derfor som regel være at gå ned til boderne ved holdepladsen og se på skiltene, hvem der afgår først, og så købe billet til det pågældende selskab. Transporttiden til Stazione Termini varierer efter trafiktætheden, men regn med et sted mellem 45 og 55 minutter.

Pris for en taxa fra lufthavn til centrum – Fiumicino

Du kan roligt glemme al frygt for at blive snydt, når du tager taxien fra lufthavnen til centrum (eller den anden vej) i Rom. Kommunen har nemlig indgået en aftale med alle taxiselskaberne om faste tariffer for enhver tur mellem Fiumicino lufthavn og Roms centrum. Det koster lige præcis 48,00 € for op til fire personer. Det eneste mulige tillæg er 1,00 € per stykke ekstra bagage (første kuffert er inkluderet). Du skal bare sikre dig, at du tager en officiel taxi fra Roms kommune. De er lette at genkende, for de er alle hvide og har et stort skilt på frontdørene, hvor priserne står på engelsk og italiensk. De holder normalt i en lang kø lige uden for ankomsthallen, og der er også en officiel formidlingsbod inde i ankomsthallen.

Alt er smukt og smagfuldt på Torraccia di Chiusi. Her leves drømmen om det gode liv på landet i Toscana fuldt ud med restaurant, pool, aircondition og omgivelser, du vil drømme dig tilbage til

Pris pr. nat fra1.140,- VÆLG

Transfer med privat chauffør fra Fiumicino eller Ciampino

Hvis I er mere end fire personer eller har usædvanlig meget bagage med, kan det betale sig at bestille en større vogn hjemmefra. Jeg vil ikke fremhæve det ene selskab frem for det andet, men der er nok af dem, og da de alle har sider på engelsk, er det let at sammenligne priserne.

Når de ikke har nok at lave, prøver de tit at konkurrere med taxierne ved at samle kunder op i lufthavnen uden forudgående aftale. Det er store, lækre biler med præsentable chauffører i nydelige jakkesæt, men det vil altid være dyrere end at tage en taxi, hvis I ikke er flere end fire.

Transfer med tog fra Rom Ciampino

Det ikke umiddelbart en mulighed at tage toget fra Ciampino, da der ingen togstation er i lufthavnen. Du kan imidlertid tage bussen den korte tur til stationen i byen Ciampino og derfra tage toget til centrum. Det kræver, at du først køber en billet til bussen og så en anden til toget, til gengæld koster det tilsammen ikke mere end 3,00 €.

Transfer med bus fra Ciampino

Der findes tre busselskaber, som konkurrerer om kunderne, så priserne altid holdes lave. Disse tre selskaber kører alle direkte fra Ciampino til Stazione Termini:

SIT Bus Shuttle

Terravision

Rome Airport Bus

Prisen ligger for tiden (februar 2019) på 5 € for en enkeltbillet og 9 € for en returbillet. Alle busserne kører fra samme store parkeringsplads, der ligger til venstre, når du kommer ud fra ankomsthallen. Her er sjældent trængsel i denne lille lufthavn, så det udgør normalt ikke noget problem simpelthen at gå over på parkeringspladsen, se hvilken bus der kører først og købe billetten af chaufføren. Turen til centrum tager 30-35 minutter.

Pris for en taxa fra lufthavn til centrum – Ciampino

Roms kommune har også indgået aftale med taxiselskaberne om turen mellem Ciampino til Roms centrum. Prisen er 30,00 € for op til fire personer med bagage. Der kan muligvis være et lille tillæg på 1,00 €, hvis der er mere end et stykke bagage per person, men ellers inkluderer de 30,00 € alt. Denne pris gælder også, når du skal fra Roms centrum til Ciampino. Du skal bare være opmærksom på at tage en af de hvide taxier fra Roms kommune, som har et stort skilt med de officielle tariffer på begge fordøre; taxier fra forstadskommunerne er nemlig ikke med i denne aftale, så de har frit spil med højere priser.