SITA-bussen på Amalfikysten – min personlige overlevelsesguide

Forfatter: Flemming

Hvis du rejser på Amalfikysten, er der én oplevelse, du næsten ikke kan undgå: SITA-bussen.

Jeg har efterhånden kørt med den flere gange, og hver gang ender jeg med den samme tanke. Det her er ikke bare offentlig transport. Det er en oplevelse i sig selv. Man stiger på som turist og stiger af igen som et menneske, der lige har været igennem noget, der minder om en mindre ekspedition.

Alligevel – eller måske netop derfor – anbefaler jeg næsten altid folk at prøve turen mindst én gang. Ikke kun for at komme fra A til B, men fordi det er en af de mest autentiske oplevelser, du kan få på Amalfikysten.

Hvad er SITA-bussen?

SITA Sud er busselskabet, der forbinder byerne langs Amalfikysten. Den kører mellem steder som Sorrento, Positano, Praiano, Amalfi, Ravello, Minori, Maiori og Salerno. Kort sagt er det den billigste måde at komme rundt på langs kysten.

En billet koster som regel kun et par euro, og der findes også et dagskort, hvor du kan køre ubegrænset i et døgn. Det lyder næsten for godt til at være sandt, når man ser den udsigt, man får undervejs. Men der er én ting, der gør turen lidt mere interessant end en almindelig bustur, og det er selve vejen.

Vejen langs klipperne

Kystvejen SS163 blev anlagt for flere hundrede år siden og snor sig langs klipperne højt over Middelhavet. Den er smuk, dramatisk og nogle steder så smal, at man ærlig talt undrer sig over, at nogen nogensinde fik ideen til at sende en bus derud.

På den ene side ligger klippevæggen. På den anden side falder landskabet stejlt ned mod havet. Imellem de to ting løber vejen, og den er fyldt med hårnålesving.

Når to busser mødes, stopper de ofte op et øjeblik. Chaufførerne klapper sidespejlene ind og lister forbi hinanden med en præcision, der næsten virker matematisk. Første gang jeg oplevede det, holdt jeg næsten vejret. Senere begyndte jeg bare at tage billeder og tænke, at det her burde være en olympisk disciplin.

Chaufførerne

Efter nogle ture på Amalfikysten har jeg fået en enorm respekt for de chauffører, der kører disse busser. De navigerer en stor bus gennem hårnålesving, tæt trafik og små landsbyer, hvor vejen nogle gange føles mindre end bussen selv.

Det mest imponerende er måske, hvor afslappede de virker. For dem er det bare endnu en arbejdsdag. For os andre føles det lidt som at sidde på første række til en kombination af sightseeing og rutsjebane.

Billetterne

Noget af det første mange besøgende opdager, er at man ikke bare kan hoppe på bussen og købe billet hos chaufføren. Billetter skal købes på forhånd, typisk i en tabacchi-butik, en kiosk eller nogle gange i en café. Der findes også en app, hvor man kan købe og aktivere billetten på telefonen.

Jeg plejer altid at købe flere billetter på én gang, hvis jeg ser en butik, der sælger dem. På Amalfikysten lukker mange små butikker midt på dagen, og det er overraskende let at stå ved et busstoppested uden billet og uden mulighed for at købe en.

Det er også vigtigt at huske at aktivere eller stemple billetten, når man stiger på. Kontroller forekommer, og de er ikke specielt imponerede over forklaringen om, at man er turist og bare lige glemte det.

Når bussen allerede er fuld

En ting, mange rejsende først opdager, når de står der, er at en billet ikke nødvendigvis betyder, at man kommer med bussen. I højsæsonen kan bussen ankomme allerede fyldt fra den forrige by. Chaufføren åbner døren kort, konstaterer at der ikke er plads, og kører videre igen.

Så står man tilbage ved stoppestedet og venter. Den næste bus kommer måske en halv time senere. Og nogle gange er den også fuld.

Jeg har set folk vente virkelig længe på at komme fra én by til en anden, selv om turen i bil kun tager tyve minutter. Efter et stykke tid opstår der en helt særlig stemning ved stoppestedet. Nogle bliver frustrerede, nogle forsøger at presse sig frem, og nogle accepterer bare situationen og tager det med ro. Den lokale bedstemor bag dig virker ofte som den mest afslappede af alle.

Mit bedste trick

Hvis du vil øge chancen for at få en plads, er der ét trick, jeg næsten altid bruger. Jeg prøver at stige på bussen ved rutens start.

Hvis jeg for eksempel skal fra Sorrento mod Positano eller Amalfi, går jeg til stoppestedet ved togstationen i Sorrento, hvor ruten begynder. Her er bussen tom, og chancen for at få en siddeplads er langt større. Hvis man derimod prøver at hoppe på midt på ruten, kan bussen allerede være helt fyldt.

Placeringen i bussen betyder faktisk også mere, end man skulle tro. Når bussen kører fra Sorrento mod Amalfi, er højre side bedst, hvis man vil have udsigt over havet. Kører man den anden vej, er venstre side det oplagte valg. Og hvis man er heldig at få pladsen helt foran, får man også et perfekt udsyn til chaufførens arbejde gennem de mange sving.

Hvis du bliver køresyg

Den snoede vej kan godt udfordre balancenerven. Bussen kører ikke hurtigt, men den drejer konstant, og det kan mærkes.

Hvis du ved, at du let bliver køresyg, er det en god idé at forsøge at sidde så langt fremme i bussen som muligt. Bagenden svinger mest i kurverne, og det kan gøre turen mere urolig. Udsigten hjælper dog ofte på det meste, for det er svært ikke at lade sig distrahere af havet, klipperne og de små byer, der pludselig dukker op rundt om et sving.

De klassiske fejl

Efter flere ture på Amalfikysten har jeg også lagt mærke til nogle fejl, der går igen hos mange besøgende. En af dem er at tage store kufferter med på bussen. I højsæsonen kan busserne være meget fyldte, og det er ikke altid let at få plads til bagage.

En anden fejl er at planlægge dagen alt for stramt. Trafikken langs kysten kan være uforudsigelig, og selv små ting kan hurtigt give forsinkelser. Det er også værd at huske, at busserne ikke kører hele natten. Hvis man bliver lidt for længe til middag i Ravello eller Amalfi, kan den sidste bus være kørt.

Hvorfor jeg stadig elsker turen

Efter alt det her kunne man måske tro, at jeg prøver at advare folk mod at tage bussen. Men sandheden er faktisk det modsatte.

Udsigten fra bussen langs Amalfikysten er helt fantastisk. Havet, de stejle klipper, citronlundene og byerne, der pludselig dukker op rundt om et sving, gør turen til noget helt særligt. Det er en af de busture, hvor selve transporten bliver en del af rejsen.

På et tidspunkt kan du ende med at stå op i en fyldt bus. Du holder fast i et gelænder, mens bussen langsomt drejer gennem endnu et hårnålesving højt over havet. Ved siden af dig står måske en rygsæksrejsende fra Nordeuropa og en lokal bedstemor fra Napoli. Chaufføren styrer roligt gennem trafikken, mens en Vespa suser forbi i et sving.

Og så tænker du måske, at det her virker en smule kaotisk.

Men det er også på en måde helt fantastisk. For det betyder, at du er midt i det hele. På Amalfikysten. Og at du oplever stedet, præcis som det er.

Hvis du spørger mig, så er det faktisk lidt af charmen.