Det autentiske Toscana

Jeg er født, opvokset og lever i dag så tæt på København, at jeg kommer der ofte, uden at det er mit hjem. Hvad ville jeg svare, hvis nogen bad mig om at udpege det autentiske København? De få brune værtshuse uden hipstere, helt bestemt. Og pølsevognen Harry’s Place på Nordre Fasanvej. Men også Nyboder, fordi de gamle huse stadig bruges som under Christian IV. Der er til gengæld intet autentisk over Nyhavn, som har mistet alt det oprindelige og i dag kun fungerer på turisternes betingelser.

Det autentiske København kan for mig have 20 eller 400 års tradition bag sig, og det behøver ikke at være dansk i sin oprindelse. Det kan bare være den særlige københavnske udgave af et fænomen, der også kendes mange andre steder. ”No man is an island entire of itself”, som John Donne skrev: Alt er resultatet af et samspil med resten af menneskeheden. Når vi taler om butikker, barer eller kulturelle institutioner, ligger den store forskel i mine øjne i, hvor meget de hviler i sig selv, og hvor meget de gør for at tækkes turisterne. Sagt på en anden måde: Opfører de sig markant anderledes, fordi de ved, at de skal behage turisterne? Eller lever de grundlæggende bare deres liv, som vi så er velkomne til at være en del af for en stund?

Hvad betyder det autentiske i Toscana?

Når du bor på landet, så gør naboens hunde, og hans hane galer. Hvor er det dog irriterende! Men ingen har tænkt på at aflive hundene eller kvæle hanen for din skyld, for sådan er det nu engang herude på landet. Jeg læste for nylig en anmeldelse af et spisested i Toscana, hvor gæsterne brokkede sig over, at tomaterne godt kunne have været mere modne … i februar. Søger du illusionen om et rustikt liv på landet, der har alle fordelene og komforten ved din dagligdag, men ingen af ulemperne, så skal du ikke vælge de ægte autentiske steder. Måske er der en støvet grusvej, måske er der fluer (de holder jo af husdyr), og måske smager det ægte italienske brød ikke så godt som det ”italienske” brød fra din bager. Og værst af alt: Der er ikke rigtige vinglas! For mange italienere drikkes den daglige vin endnu af ”sennepsglas”.

Hvis alt dette ikke skræmmer dig, og du for alvor har lyst til at være en del af den toscanske hverdag, så har jeg et par favoritter.

En uberørt flække

Jeg kom første gang på Agriturismo Ristoro del Cavaliere for over ti år siden. I dag har jeg ikke tal på de gange, jeg har besøgt dem siden. Jeg er stolt og rørt over at blive betragtet som en ven, ja næsten en del af familien. Mit forhold til familien er derfor helt specielt. Når der ikke er plads, slår jeg mit telt op på deres jorde. Jeg bliver altid sat til at arbejde, om det så er at beskære hække, køre traktor, muge ud i stalden eller så meget andet.

Men jeg har også nu i over ti år observeret deres omgang med alle de almindelige gæster, og jeg er stadig målløs. De holder virkelig af kontakten, de ser det som en berigelse at tale med alle disse vidt forskellige mennesker, så langt deres vidt forskellige sprogkundskaber rækker. Her bevæger du dig i et 100% ægte lille samfund, hvor familien Davini har deres daglige gøremål fra at fodre gederne over at vaske lagnerne til at køre mere grappa hjem fra lokale hjemmebrænderier. Før du får set dig om, bliver du inviteret med til smagning på en lokal vingård, en vandretur i bjergene eller bare til at nyde et glas af den vin, som Roberto lige har fået fra gamle venner, som er kommet fra Piemonte, Alsace eller Avedøre.

Har du fået lyst til en ferie på Ristoro del Cavaliere?

—

Ristoro del Cavaliere ligger i Carfagnana i Nordtoscana

—

Fra nord til syd

I den anden ende af Toscana ligger Agriturismo le Calle midt i det Maremma, som engang var frygtet og berygtet; det var et sumprigt område, plaget af malaria, og en gammel folkesang taler om, hvordan fuglene mister fjerene, når de flyver hertil. Malariaen er i dag for længst udryddet, og sumpe skal man lede længe efter. Maremma har længe været den toscanske vindyrknings ny Klondyke, hvor mange af de største italienske vinfirmaer har opkøbt tusindvis af hektarer. Vi er dog stadig meget langt fra det centrale Toscanas friserede landskab, og de lokale kvægflokke passes stadig af beredne hyrder, Toscanas svar på cowboys: butteri.

På Agriturismo le Calle bor Riccardo og Savina med deres lille datter Camilla. Landbruget er centralt i deres tilværelse, om det så er vinmarkerne, olivenlundene, de fritgående grise eller noget af alt det andet, som tager deres tid. Men ud over alt dette så har de også et par lejligheder til udlejning, for den gamle gård er alt for stor til dem. Ingen sand bonde siger nej til lidt ekstra indtjening, og det er desuden tydeligt, at de nyder at byde gæster velkomne og gøre dem til en del af deres tilværelse.

Der er ikke mange gårde, der i den grad forstår at finde balancen mellem en stor landbrugsproduktion og hjertevarm modtagelse af gæster, som Savina og Riccardo formår. Og så skal jeg hilse og sige, at du spiser din skinke og pølse med god samvittighed og et smil på læben, når du har set, hvor godt grisene trives her. Større dyrevelfærd eksisterer ikke.

Har du fået lyst til en ferie på Agriturismo le Calle?

—-

På Agriturismo le Calle kommer du helt tæt på hverdagen

—-

And now for something completely different!

Som de sagde i Monty Pythons Flying Circus. Der er nemlig stor kontrast mellem de to foregående enkle bondegårde og raffinerede Torraccia di Chiusi, der bedst kan betegnes som et firestjernet boutiquehotel. Alt er gennemført lækkert og smukt her. Skal det virkelig være autentisk? Ja, hvis du kender ejerne og er kommet i deres hjem, vil du forstå, at du også her bliver en del af deres hverdag og værdier, som de ikke har ændret for din skyld.

—

Torraccia di Chiusi ligger nær San Gimignano

På Torraccia di Chiusi bor du ikke med bønderne, men med den toscanske overklasse. Donatella og Stefanos tøj, deres hjem og deres stil minder ikke meget om det, du møder hos Giovanna, Savina, Roberto og Riccardo. Men også de arbejder hårdt hver dag med at få det bedste ud af naturen. De har opbygget en omfattende vinproduktion, de har gennem årene istandsat den gamle ejendom, og Donatella er begyndt at udvikle sæber, cremer og andre produkter til spa. Alt dette er udtryk for, hvad deres hjem og deres jorde kan frembringe, når man lægger kræfterne i. Er de meget velhavende? Ja, men det betyder ikke, at de ikke selv deltager i de hårdeste og simpleste arbejder som fx olivenhøsten.

Har du fået lyst til en ferie på Torraccia de Chiusi?

—

På Torraccia de Chiusi hjælper alle til med olivenhøsten—

—

Il mondo è bello perché è vario

Verden er smuk, fordi den er varieret, siger man i Italien. Jeg kunne ikke være mere enig, og derfor nyder jeg autenticiteten ligeså meget, når jeg drikker en simpel rødvin af et vandglas med Roberto på Agriturismo Ristoro del Cavaliere ledsaget af den skinke han selv modner i kælderen, som når jeg nyder den mousserende vin lavet efter la méthode champenoise i et mundblæst krystalglas med Stefano på Torraccia di Chiusi, hvor vi spiser den finocchiona-pølse, som hans gamle skolekammerat, nu slagter i Colle Val d’Elsa laver. Begge steder er jeg for en stund en del af deres hverdag, og det udvider min horisont.

—

Hårdt arbejde på Ristoro del Cavaliere